Du får God Damnn i en ikke udgivet akustisk version. Hent tracket her: http://stream.universal.dk/TB_GodDamn_akVERS.zip
Han ligner ikke nogen anden på den danske musikscene, og det skyldes ikke kun hans store, sorte og viltre hårpragt, som – indrømmet – er blevet lidt af et trademark, men især hans gennemmusikalske personlighed og originale sangforedrag, som nærmest er halvt syngende, halvt reciterende.
Den 24-årige guitarist, sanger og sangskriver Thomas Buttenschøn er klar med sit tredje album Køter, der mere end indfrier forventningerne efter de to første, Fantastiske mandag (2006) og Billeder af min baggård (2008), som tilsammen er solgt i mere end 50.000 eksemplarer.
Køter er ikke bare en række gode, iørefaldende sange som på forgængerne, det er også en slags sangcyklus. En sammenhængende fortælling med prolog og epilog. Historien er en, som de fleste kan nikke genkendende til, for omdrejningspunktet er parforholdet og måske især dets sidste fase, som Thomas Buttenschøn dissekerer på sit nye album. Lige så dejligt og frækt, det kan være med masser af lir og lyster i luften, som han synger i den let kælne Baby, du så fræk, lige så kold og brutal kan efterfesten være, når den eneste ene er skredet og – tilmed – har indledt et nyt forhold med en anden i God Damn.
Ind imellem hører vi også om tvivlen, om selvransagelsen og vennernes gode råd og opbakning og om mange af de andre følelsesstemninger, man typisk efterlever i kølvandet på et kuldsejlet forhold. Thomas Buttenschøn skriver med et stort – og ofte humoristisk – overskud, så det er langt fra nogen trist affære at høre det nye album. Snarere tværtimod, for Køter er begunstiget af nogle af hans hidtil bedste og mest iørefaldende melodier.
Når han tilmed flirter med den danske sangskat og refererer flittigt og raffineret til både kolleger og gamle klassiske sange, er det svært ikke at blive ramt. I den potente Mand dig op tænder han et lille lys for både Gasolin’ og Den Gale Pose med linier som ”Baren den er fyldt / med frække chicks og friske piger” og ”Gulvet det er fyldt / med tøser der er spændt op til li’r”. I Støvsky får CV Jørgensen en lille hilsen, og mest elegant – og morsomt – er det i God Damn, hvor han synger: ”Jeg husker, det var mig / der stod derude og bankede på / Jeg husker hende råbe og skrige / Thomas, tag og gå”. For at fuldende billedet er det sågar lykkedes Buttenschøn at få sin navnebror Helmig til at spille guitar på netop dét nummer.
På den måde er Thomas Den Unge både musikalsk gavtyv og kleptomanisk sangsmed med glimt i øjet og tungen lige i kinden. Han driller sit publikum, som han også gør i epilogen, hvor han siger ”Kærlighed det er at nå / Helt til plade tre uden at gå”, for så må det da være dén Thomas, hele pladen handler om? Nej, pladen handler ikke om Thomas Buttenschøn. Emnet er universelt, og alle kan forholde sig til det, men som de fleste store kunstnere, hvad enten det er forfattere, malere eller musikere, bruger Thomas naturligvis også sig selv og sine erfaringer, når han skriver sange.
Med en pulje på tæt ved 100 helt nye og færdige numre havde Thomas Buttenschøn nok at vælge mellem til det nye album. Han kan ikke stave til skriveblokering, og inden de fleste af hans kolleger typisk når at stemme guitaren, har han allerede skrevet den første sang. Det har altid faldet ham let, og han sidder ikke og venter på et stort, guddommeligt øjeblik af gylden inspiration, men betragter mere sangskrivning som et håndværk: ”Jeg er ligeglad med, om det kommer indefra, hvis bare det når ind”, lyder det meget symptomatisk fra den unge sangskriver, som altid har sat modtageren højere end afsenderen. Det har givet ham et stort og trofast publikum, for Thomas Buttenschøn skriver ikke for sig selv eller sit ego, men for sine lyttere. Han formidler følelser og oplevelser, som er til at forstå. Også når han bruger pudsige billeder fra sin egen branche: ”Jeg troede vi to var mastertapes / du kasserede mig som et demobånd”.
Køter er Thomas Buttenschøns tredje album på tre-et-halvt år, og derved skiller han sig også ud fra de fleste af sine samtidige, som typisk bruger op imod samme periode på ét album. På den måde er han helt i tråd med stemmen, der i Mand dig op morsomt konstaterer, at ”ham der ler sidst / tænker for langsomt”. Thomas hverken tænker eller handler for langsomt, men er vaks ved havelågen og bruger de våben, han nu engang har, når der er udsigt til et lækkert kødben: ”Hvis du gir mig et kys / så gir jeg dig en popsang”, som han lover i Baby, du så fræk.
På Køter giver Thomas os alle tolv nye popsange, og det er ikke én for meget, for det er et både frisk og naturligt album, der emmer af spilleglæde og et stort musikalsk overskud. Han kan så meget, og han vil så meget. Thomas Buttenschøn er et naturtalent, som for alvor – og med stor charme – folder sig ud på sit til dato mest ambitiøse album.
Køter er produceret af Dennis ”Ghettoblast” Ahlgren, som bl.a. har Tina Dickow og Teitur på sit cv, og det er også musikerne fra netop Tina Dickows band, der udgør grundstammen her. Derudover spiller Thomas Helmig med på et enkelt nummer, og Helgi Hrafn Jónsson har arrangeret strygere på to numre.
Albummet Køter udkommer den 22. februar 2010, og som en smagsprøve er God Damn netop sendt som single til landets radiostationer, lige som sangen er tilgængelig som download fra de forskellige digitale sites.
Universal Music
Januar 2010